Planken Ud Prisen 2008

 

Møbeldesigner Ditte Hammerstrøm bliver den anden person der modtager Planken Ud Prisen. Det sker ved en festlig lejlighed på Kunstindustrimuseet i København d. 28 august 2008 kl. 17.00.

Planken Ud Prisen består af et rejselegat på kr. 40.000, der vil blive uddelt hvert år frem til og med 2011. Midlerne til prisen stammer fra auktioner, der hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner er blevet afholdt over de unikke udstillingsmøbler fra de to Planken Ud udstillinger på Kunstindustrimuseet i 1999 og 2003.

Prisen tildeles i 2008 designeren Ditte Hammerstrøm (f. 1971). Ditte har siden sin afgang fra Danmarks Designskole i 2000 haft fokus på formgivningen af møbler, hvor hun på én gang har taget afsæt i den klassiske danske møbeltradition, og samtidigt skabt sit helt eget unikke formsprog, der både er utraditionelt, feminint og udfordrende. Dittes arbejder afspejler en høj håndværksmæssig kunnen og viden, kombineret med en unik æstetik, der på én gang er smukt at skue og fortæller en historie.

Ditte ved hvad hun vil med sit arbejde, og går ikke på kompromis. En sentimental sjæl og en rebel, er begge karakterer som på fascinerende vis kommer til udtryk i hendes arbejde. Hvert møbel er i lige så høj grad et værk som et funktionelt objekt, og der er langt fra den strømlinede livsstilspopulisme, som design også lægger navn til, til disse arbejder.

Ditte finder sin inspiration, som en kunstner gør. Med hjertet og med følelserne. De fleste af Dittes arbejder rejser flere spørgsmål omkring vores omgang med hverdagen, end de byder på konkrete løsninger. Ditte er aldrig tilhænger af alt for endegyldige løsninger, hvilket er et herligt forfriskende træk at finde hos en designer. Det er dog også en udfordring af de større i traditionel designmæssig sammenhæng, som ofte er tilbøjelig til at blive forbundet med kommercielle værdier, da Dittes kurs ikke egner sig til at blive dikteret udefra. Med Dittes design er det ’take it, or leave it’ – og gudskelov for det. Denne designer har ikke sat sig i bås, men insisterer på at intuitionen skal have lige så stor plads i arbejdet som fornuften. Vanetænkning er der ikke noget af. Derimod er der raffinerede detaljer, materialemæssige kærtegn og ikke mindst humor. Sammenlagt en glimrende opskrift på møbler, som både i dag, i morgen og om hundrede år vil være værd at nærstudere.

Ditte Hammerstrøm står derfor som en meget værdig formgiver til at videreføre og udvikle den danske møbeltradition, og det er priskomitéens håb at denne pris vil være med til at løfte hendes karriere videre – både herhjemme og ud over landets grænser.

Ditte Hammerstrøm takker for Planken Ud Prisen med en separatudstilling på Kunstindustrimuseet fra d. 28. august til d. 26. oktober 2008 og på Kunstmuseet Trapholt fra d. 28 januar til d. 26. april 2009.

 

Prismodtageren er blevet udvalgt af en komité bestående af:

Bodil Busk Laursen, direktør for Kunstindustrimuseet
Keld Korsager, direktør i Foreningen Dansk Møbelindustri
Ole Rømer, afdelingsleder, Københavns Tekniske Skole
Mette Dalby, museumsinspektør på Trapholt
Louise Campbell og Sebastian Holmbäck, designere og arrangører af Projekt Planken Ud

 

Om Planken Ud

Planken Ud opstod sidst i 1990’erne som et samarbejds- og udstillingsprojekt, bestående af møbeldesignere og møbelsnedkere, der i fællesskab udfordrede sig selv og hinanden på kreativitet og faglig kunnen.

Hver møbeldesigner fik til opgave at skabe et møbel af en massiv planke træ – i eg, bøg, ask eller ahorn – og med bistand af en, to eller endda tre møbelsnedkere er idéerne blevet gjort til unikke stykker møbel.

 

Om Planken Ud Prisen

Planken Ud Prisen tildeles en møbelsnedker og /eller møbeldesigner, der i sit arbejde formår at virke for de præmisser der har været grundlaget for projekt Planken Ud: En høj håndværksmæssig standard og en gennemført æstetisk forståelse – og ikke mindst viljen til, i sit arbejde, at gå planken ud – i udtrykkets mest positive forstand.

Det er intentionen, at Planken Ud Prisen skal være med til at skabe fortsat fokus på de gode aktører der beskæftiger sig med dansk møbeldesign, og bidrage til den fortsatte udvikling, som er så nødvendig hvis dette snævre, men betydningsfulde fag skal overleve.

 

Louise Campbell og Sebastian Holmbäck

 

item4

m5
m6
Bronze Chair Out of Focus Ditte Hammerstrøm Ditte Hammerstrøm Soft Structure Bunch of Boxes Leggy Cabinets Socialising Sofas Bistro Light Small Tall Stools Sofa Set Wrinkle Soft Shaker My Own Public Room Garden Corner Chair for the Person... Bench in Bits Third Draft Sunday Blanket Cocoons Det Åbne Smykkeskrin Side by Side Exhibitions Contact Wall Stools Odds and Ends