Af Mette Strømgaard Dalby, museumsinspektør
 

Ditte Hammerstrøm besidder nogle af de kvaliteter, der kan være vanskelige at forene med mange kloge hoveders definition om ’design som konkurrenceparameter’ og ’design som strategi til at skabe økonomisk merværdi’. Ditte Hammerstrøm går nemlig ikke på kompromis med sine idéer og har stædigt og vedholdende gennem sine design udforsket, hvordan og hvorfor vi bor og indretter os, som vi gør. Det er således ikke overraskende at høre, at Ditte Hammerstrøm engang havde en drøm om at blive antropolog, for karakteristisk for antropologerne er jo netop, at de beskæftiger sig med menneskers kultur og sociale strukturer. Som arbejdsmetode anvender antropologerne feltarbejde hos den stamme eller gruppe af mennesker som de ønsker at observere. Ditte Hammerstrøm har også i flere omgange arbejdet med projekter, som tager udgangspunkt i andre miljøer end hendes eget, men uden den objektivitet, der kendetegner antropologerne. Et eksempel kunne være ”Farmors stue”, der blev vist på SE (Snedkernes Efterårsudstilling) i 2001.

Farmors stue

”Farmors stue” er en leg med ikoner som PH-lampen og Amagerhylden og er et kærligt/ironisk portræt af en stue, som man har tilbragt mange barndomstimer i. Konkret har Ditte Hammerstrøm forstørret et stykke blomstret 1970er voksdug og fotografisk samplet det med genkendelige genstande som PH5 og Amagerhylden, der begge er elskede og udskældte hverdagsobjekter. Omdrejningspunktet i den orangegule installation er voksdugens print, der er opklæbet på et stykke flamingo, hvor det elektriske lys i voksdugens store blomsterhoveder sammen med PH5 og Amagerhylden i 3D skaber en særegen effekt. På åbningsdagen fik Ditte Hammerstrøm tilført autentisk cigarduft og skabte dermed en finurlig erindringslomme, som måske primært tiltalte designerens generation. I alle fald var reaktionerne delte, og flere udtrykte deres harme over, ”hvad denne moderne form for installationsdesign skulle gøre godt for”.

Mellem kunst og design

De kritiske røster kom naturligvis fra mere traditionelt tænkende designere og besøgende, men de havde til dels ret i deres definition af dét designfelt Ditte Hammerstrøm praktiserer i: Hun er ganske vist uddannet industriel designer, men arbejder bevidst i krydsfeltet mellem kunst og design, et felt der med en kunst- og designhistorisk term kaldes ’cross-over’. Dette særlige felt, der sætter sig mellem to stole, design og kunst, udforsker rammerne for definitionerne af de to discipliner. Hvorvidt ens kernefaglighed er kunst eller design er måske ikke så vigtigt for andre end kritikerne og historikerne, der gerne vil definere udøverne, men det vigtige er at udforske det mellemrum der opstår, når den ”formålsløse” kunst møder design, der er karakteriseret ved en form for funktionalitet. I cross-over feltet formes objekter som udsagn om vores tid, og værkerne forholder sig til flere parametre: De kan have en social, politisk og funktionel dimension som den danske kunstnergruppe Superflex ”Guaraná Power”, en sodavand baseret på de koffeinholdige guaranbær, der både er et aktivistisk kunstværk og et fairtradeprojekt. Eller cross-over-genren kan byde på normalt funktionelle objekter som en stol, der får en helt anden betydning end blot det ’at sidde’, som i Marijn van der Polls ”Do Hit” fra Droog Designs kollektion. ”Do Hit” består af en stålkasse og tilhørende hammer, og tanken er, at køberen bliver medskaber af værket ved at hamre stålkassen til den ønskede form – og funktion. ”Do Hit” er naturligvis en humoristisk kommentar til ’gør-det-selv’ bølgen og er et godt eksempel på cross-over, hvor værkets udsagn er mere væsentligt end dets funktion og udførelse.

Sofastykke

Ditte Hammerstrøms mest markante cross-over er det monokrome ”Sofastykke”, som hun skabte i 2004 til udstillingen ”Møblernes Haute Couture” i regi af SE (Snedkernes Efterårsudstilling). ”Sofastykke” er et multifunktionelt møbel, der inkorporerer flere møbeltyper og funktioner: standerlampen, sofabordet, sofaen og reolen. Den fire meter lange sofa gennembrydes af de øvrige møbeltyper, der som snyltere har bemægtiget sig den store sofa, eller med Ditte Hammerstrøms egne ord: ”Møbler har det med at gruppere sig. Her tager de skridtet videre”. Den gennemgående hvide farve samler visuelt de forskellige materialer og elementer og lægger sig i forlængelse af modernismens forkærlighed for den rene, hvide farve, men møblet indskriver sig ikke i en klassisk dansk fortælling om lyse skandinaviske møbler. ”Sofastykke” er derimod et eksempel på konceptuelt design, hvor idéen er det bærende, og titlen referer til den særlige genre af billedkunst, der kritisk betegnes som sofastykker, fordi de vælges udfra det kriterie, at de først og fremmest skal passe til sofaen og den øvrige indretning. I Hammerstrøms fortolkning er ”Sofastykke” bogstaveligt talt en sofa i stykker eller dele, der bryder med den traditionelle måde, vi indretter os på. Møblet har flere funktioner – siddeplads, fralægningplads og læselys - og er i den forstand multifunktionelt, men fleksibiliteten mangler og det monstrøs store møbel gør sig bedst i grandiose rammer. Hammerstrøms intention har dog næppe været, at vi fremover alle skal indrette os med ”multifunktionelle” møbler som ”Sofastykke”, men snarere, at vi ved mødet med værket måske blot kunne rykke en anelse ved vores vante forestillinger om hjemmets indretning og konforme tilgang til møblernes placering i stuen à la 3-2-1 møbler centreret omkring husets TV-alter.

Kommunikation og dekoration

Et andet eksempel på et humoristisk og konceptuelt møbel fra Ditte Hammerstrøms hånd er ”Stolen til den der vil høres” fra 2002. Den enkle trebende taburet har fået følgeskab af en megafon udført i finér med feminine udstandsede dekorationer. Den enkle kobling mellem siddefunktionen og megafonen får beskueren til at trække på smilebåndet og tænke på de mange tv-transmissioner med magtens mænd siddende i kedelige konferencestole, mens de kæmper om ordet, retten til at sige noget, og i sidste ende retten til at bestemme. Stole, der signalerer magt, er ikke noget nyt fænomen, tænk blot på Finn Juhls Høvdingestol, hvor den siddende må brede armene ud og gøre sig mægtig for at udfylde stolens majestætiske dimensioner. Eller Arne Jacobsens højryggede Oxford, der i kontorstolsudgaven signalerer magt og overskud ved sin overdrevne ryghøjde. I Ditte Hammerstrøms udgave er stolen blot en undselig taburet, hvor magtsymbolet – megafonen og dermed retten til at tale – ydermere er pyntet i en tradition, der ligger langt fra direktionsgangenes traditionelle æstetik.

De feminine dekorationer og farver går igen i flere af Ditte Hammerstrøms møbler og er med til at markere, at en generation af yngre, kvindelige designere for alvor har taget teten. Uden at blive for klichéfyldt har kvindernes indtog på den danske designscene skabt et nybrud hvad dekorationen angår. Det er igen blevet tilladt at fortælle historier og dekorere møbler som i tilfældet med ”Bænk i bidder”, der er designet til udstillingen ”Planken Ud”, hvor designere og snedkere arbejdede tæt sammen om at skabe innovative møbler i ånden fra dansk møbeldesigns storhedstid. I Hammerstrøms ”Bænk i bidder” spiller de dekorative guldstafferinger op til såvel den grafiske røde linje, der binder den lange bænk sammen, som det klassiske møbelmateriale egetræet. Det er også blevet legalt igen at anvende flæse, folde og rynketeknikker som Hammerstrøm har gjort i den lille topersoners sofa ”Wrinkle”, der blev vist på Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2007. I den enkle, hvide sofa er der gjort brug af draperingsteknikker, man normalt forbinder med skrædderkunst og et feminint modeunivers, og sofaen er dermed med til at understrege de sidste tyve års tilnærmelse mellem felterne mode og møbler. Nogle vil mene, at møbler skal anses som en langtidsinvestering og behandles herefter fra designernes side, og andre holder af fornyelsen og anser møbler for udskiftelige forbrugsgoder på linje med mange andre produkter. Et er sikkert, der er sket meget på møbelfronten siden det unge par bestilte et såkaldt ”slagtersæt”, en komplet stue, og beholdt møblerne livet ud.

Den hvide farve går igen i flere af Hammerstrøms møbler, således også i den lille stol ”Bistro Light” med de for Hammerstrøm så karakteristiske beviklinger, der leder tankerne hen på snørekorsettet. Her er det dog ikke kvindekroppen, der skal tæmmes, men polstringen, der normalt er skjult for øjet. I ”Bistro Light” er polstringen sat udenpå stolen til fuld skue, blot gjort fast med de dekorative beviklinger. Med det synlige polstringsmateriale afsløres tidens tand, idet den hvide skumgummipolstring med sit anstrengte forhold til dagslys hurtigt antager en gullig farve – men hvem siger også, at det nødvendigvis er en kvalitet at være tidløs og langtidsholdbar? Under alle omstændigheder kan kun tiden afgøre hvorvidt nogle møbler bliver klassikere på grund af deres særlige kvaliteter, hvadenten disse angår den kunstneriske eller materialemæssige kvalitet.

Landskab og selskab

Landskabsmaleriet er en af de ældste genrer indenfor billedkunsten, men i Ditte Hammerstrøms fortolkning bliver landskabet til et ’loungescape’, hvor møblerne glider ind i hinanden i sarte gule og grønne nuancer, som på et fotografi af et ærkedansk sommerlandskab. ”Loungescape” er et fleksibelt polstermøbel, der består af syv enkeltdele i forskellige højder. De syv sofabænke er dekoreret med gennembrydninger og gule elastikbånd, og fødderne er formet med inspiration fra dyreriget, dog ikke de klassiske løvefødder som vi kender fra ældre stilperioder, men i Hammerstrøms version en let og elegant hjortefod. ”Loungescape” er et anderledes bud på de store flydere de seneste år har budt på under overskriften ’at skabe loungestemning’ og bryder, som ”Sofastykket”, med de vante forestillinger om vores måde at indrette os med møbler på.

Samme motiv forfølger Ditte Hammerstrøm i ”Sofaselskab” fra 2007. Igen kan en række enkeltmøbler sammenstilles på forskellig vis til et selskab af sofaer, hvor personerne kan placeres tête-a-tête til en behagelig samtale eller i en stor festlig gruppe. Den variende højde på sidestykkerne, hvor nogle går helt til gulvet og skaber en effektiv afskærmning, gør det muligt at variere graden af privathed. Møblerne er udført i et eksklusivt møbelstof, der vækker minder om mormors sofa i uopskåren mekka og den gammelrosa farve, der er valgt til betrækket, balancerer mellem at være særdeles funky – eller et udtryk for ældre menneskers forkærlighed for diskrete farver à la beige og sand. Med ”Sofaselskab” peger designeren på den sociale kontekst møbler ofte indgår i og hvor møblet kan være med til at fremme en dialog eller det modsatte. Vi kender alle de offentlige bænke, der er placeret så langt fra hinanden at samtale ikke er mulig eller heldigvis kan undgås alt afhængig af, hvilke øjne der ser. Den offentlige bænk er således konkret et enkeltstående fænomen, hvor man hurtigt kommer til at invadere andres intimzone og hvor man gør klogt i at placere sig på yderst på bænken med størst mulig plads afstand til den anden eller de andre siddende. Måske skulle man fremover tænke også offentlige siddepladser eller venteværelser som ”sofaselskaber”, så en uformel dialog blev mulig?

Dialog og selskab er til gengæld indlysende og påtrængende nødvendig i ”Soft Shaker” fra 2004, der er en gyngesofa for to inspireret af shakernes smukke, funktionelle møbler. ”Soft Shaker” er designet, så den med en enkelt bevægelse kan tilføjes en afskærmet vugge, som mor eller far kan placere sig ved siden af og med et ben på jorden sætte gyngens svingninger i gang. Har man haft små børn vil man vide, at denne sofa grænser til det geniale med sit moderne formsprog og funktionelle detalje, der vugger barnet blidt i søvn og giver alle fred og ro. For nytænkningen blev ”Soft Shaker præmieret med Bo Bedres Designpris 2004.

Ommøblering af vanetænkningen

Selvom Ditte Hammerstrøm er blevet kendt for sine møbler, har hun også en forkærlighed for at arbejde med lys, og hvad er afslutningsvis mere indlysende end at kigge tilbage for at kunne skue frem, nemlig til Ditte Hammerstrøms afgangsprojekt fra Designskolen i 2000. Projektet var en undersøgelse af lys: hvilken betydning vi lægger i lys og hvordan vi bruger lys i hjemmets indretning. I forlængelse heraf designede hun bl.a. en læselampe, der havde form som et tæppe, man kunne indhylde sig i og skabe en tryg hule med eller et ekstra lag hud. Lampens lys kunne justeres ved at folde tæppet på forskellige måder og tændte automatisk, når man tog den i brug. Læselampen var et opgør med den klassiske standerlampe, der står, hvor den står og med andre ord ikke er særlig fleksibel i sin funktion.

Med tilbageblikket til afgangsprojektet, tegner der sig ét klart tema eller en rød linje gennem Ditte Hammerstrøms design gennem de sidste otte år. Et tema, som hun igen og igen angriber fra forskellige vinkler: multifunktionaliteten eller snarere opgøret med vores vanetænkning indenfor indretning og møblering. Med udgangspunkt i en næsten antropologisk metode undersøger Ditte Hammerstrøm, hvorfor ting ser ud som de gør, hvad de betyder for os og om vi ikke kan gøre det anderledes – og bedre. Hun er interesseret i den direkte interaktion med objektet - hvorfor skal man fx hen til et kontakt for at tænde en læselampe – og i at få objekter til at være udsagn om den tid, vi lever i. Hendes fokus har hele tiden været den kunstneriske idé mere end salgbarhed, alligevel er flere af hendes møbler og lamper umiddelbart aflæselige og til at gå til i produktionssammenhæng. Det er i forkærligheden for detaljen og udførelsen og i de afdæmpede dekorationer, man kan trække en linje fra Ditte Hammerstrøms design tilbage til dét, dansk design stod for internationalt i dets storhedstid i 1940-50erne med verdensberømtheder som Finn Juhl og Hans J. Wegner. Men sammenhængen til dét, der var engang, er måske ikke væsentlig, som andet end en fortid man kan være stolt af eller tage afstand fra. Ditte Hammerstrøms design kan noget andet og mere væsentligt for vores samtid, nemlig kommentere de strømninger i det postmoderne samfund, der gør, at hjemmet er blevet et identitetsprojekt og møbler og indretning et vigtigt udsagn om, hvem vi er.